onsdag, oktober 11, 2006

Business Magazine artikel fra 2009 og Web of Trust

I Poul Fords artikel "August 2009: How Google beat Amazon and Ebay to the Semantic Web" gennemgår han ideerne bag Semantic Web.
Semantic Web bygger på reglen om at ”alle kan sige alt om alting”. Men med denne vision kommer spørgsmålet, om det hele så ikke er ubrugeligt! Hvem vil stole på information dannet af nogle fuldstændig fremmede. I dag bruger vi den menneskelige dømmekraft til at vurdere, om vi vil bruge en kilde, vi finder på internettet. Med Semantic Web har vi software agenter, der finder informationen til os og de har ikke denne dømmekraft. Så spørgsmålet er, hvordan kan vi opbygge en løsning, så disse agenter ved hvem og hvad, de kan stole på?
Web of Trust bygger på, hvorledes vi i det daglige liv opbygger vores egne netværk, som vi stoler på. Det gøres ved at vælge et antal venner, som vi stoler mest på, og derefter deres venner som vi stoler lidt mindre på, så deres venner som vi stoler endnu mindre på og så videre. På samme måde vil man på Web of Trust fortælle hvem man stoler på og hvor stor troværdighed de har, samt hvor meget man stoler på disses venner osv. Den vil også kunne benyttes til at angive utroværdighed, som kan være lige så værdifuldt som troværdighed: Hvis ens agent finder et dokument, hvor ingen eksplicit har angivet, at det stoler på det og der er ingen, der eksplicit har angivet, at de ikke stoler på det, vil agenten hellere stole på dette dokument, end på et dokument hvor nogle har angivet, at det er utroværdigt.
Til hver opgave vil man selv kunne sætte ens krævede niveau af troværdighed og derved kan computeren bestemme hvor meget af det, den læser, den skal stole på.
Agenten benytter først de sætninger, der er tættest på en i Web of Trust. Hvis svaret ikke findes, bevæger det sig længere og længere væk.
Der vil bruges digitale signatur, til at sikre at sætningerne er dannet af dem, de hævder, at de blev dannet af, til at signere ens dokumenter samt til at signere ens ”udtalelser” omkring troværdigheden af en ressource.
Poul Fords artikel kan findes her

BPEL og brugeranbefalinger

I P. J. Jakovljevics artikel diskuterer han vigtigheden af at virksomhederne i dag tager beslutninger om hvordan de vil udnytte orkestrerings-teknologier som BPEL.
Fokus for mange omkring SOA har været på servicesiden af denne arkitektur. At opbygge service er nødvendigt, men ikke nok. Ligesom med tidligere arkitekturskifter vil overgangen til serviceorienterede applikationer give en ny type platform for applikationsudvikling - en platform, der bliver fundamentet for forretningsprocesser. Muligheden for at integrere og samle individuelle Web Services til standardbaserede forretningsprocesser er et vigtigt element i den serviceorienterede virksomhed og den samlede Web Service-teknologi-stak.
Forretningsprocesser på tværs af virksomheder har længe været et ønske, og med Web Services og især BPEL-standarden er det blevet et opnåeligt mål – en løsning, der også vil være realiserbar for mindre virksomheder. Den store udfordring, der resterer, er at få partnerne til at blive enige om strukturen af de forretningsdokumenter, der skal udveksles som del af en forretningsproces. I de fleste industrier er det de manglende WSDL-abstrakte definitioner, og ikke orkestreringsteknologierne, som vil forsinke adoptionen af forretningsproceshåndtering på tværs af virksomheder.
Når man går i gang med mere pragmatiske Web Service-projekter, er det vigtigt for virksomheden hele tiden at have orkestreringskonceptet i baghovedet og lade det afspejle sig i de langsigtede visioner, efterhånden som man udvikler sin serviceorienterede arkitektur. En komplet orkestrering af forretningsprocesser fra mange parter vil tilbyde forretningsfordele, så det er af stor vigtighed, at virksomhedens systemer, applikationer og organisation placeres i en situation, hvor potentialet kan udnyttes, når tiden er inde.
P. J. Jakovljevics artikel findes her

Undgå leverandør-musefælden

Prashant Sarode understreger i sin blog. At man skal være bevidst om vigtigheden for opbygning af en beskedmodel i virksomheden.
Hvis man i højere grad benytter de "effektiviserings"-funktioner, som leverandørerne stiller til rådighed i deres udviklingsprodukter, til automatisk at generer WSDL-interfacet til sin service, vil man ende med en fast koblet binding til denne leverandørs "forbedringer" af Web Service interfacet.
Man misforstår hele pointen med Web Services ved at lade WSDL-dokumenter blive genereret automatisk. Formålet med Web Services er komponentinteroperabilitet baseret på vertikale standarder. Når dannelsen af WSDL-dokumentet kontrolleres, er det muligt mere præcist at specificere servicens semantik for en snæver målgruppe: Per industri, per forretningsaktivitet, per område, per partnerskab osv. Konsensus omkring forretningssemantikken skal udtrykkes i et neutralt sprog; dette sprog er WSDL. Det er hverken interessant eller brugbart at bygge Web Services fra et mere eller mindre tilfældigt programmeringsværktøjs interface og typer.
Prashant Sarodes blog findes her