fredag, februar 29, 2008

Software på internettet leveres som en service

Software på internettet leveres som en service ikke som et produkt. Nye funktioner skal derfor ikke pakkes sammen i enkeltstående releases, men i stedet tilføjes kontinuert, som en del af den normale brugeroplevelse. Brugerne vil fungere som reel-tids-testere og det er nødvendigt at kunne overvåge servicen, så man ved, hvordan brugerne anvender den nye funktion. F.eks. vil http://360.yahoo.com/ og Goggles GMail fortsætte med at være i beta i lang tid.
Web applikationers opdateringsfrekvens, vil være radikalt anderledes end det vi kender fra PCer og klient-servere, som kræver at alle opgraderer deres computermiljø hvert andet eller tredje år.

Software på internettet vil ikke blive solgt som en software-pakke, men leveret som en service, hvor kunden betaler direkte eller indirekte, for brugen af servicen. Der er ingen planlagte software release, kun konstante forbedringer. Ingen licensiering eller salg kun brug. Softwaren skal ikke distribueres kun bruges. Ingen portering til forskellige platforme, så kunden kan køre softwaren på dets eget udstyr,

I fremtiden vil vi se flere opgør mellem to forskellige forretningsmodeller. På den ene side enkelte software leverandører, der med en stor installeret base, tæt integreret operativsystem og API’er får kontrol over programmeringsparadigmet og på den anden side et system uden ejere, bundet sammen af et antal protokoller, åbne standarder og aftaler om samarbejde.

Web 2.0 checkliste


En virksomhed der ønske at udnytte mulighederne med web 2.0 kan bruge nedenstående checkliste:

  • Tilbyd services, ikke softwarepakker, med omkostningseffektiv skalering
  • Kontrol over unikke, data kilder der er svære at etablere og som bliver bedre, jo flere personer der bruger dem
  • Stol på brugerne som udviklingsparter
  • Udnyt den samlede viden på internettet
  • Ræk ud til alle ender af internettet gennem selvbetjening
  • Software skal udbydes på mere end en enhed
  • Simple brugerinterface, udviklingsmodeller og forretningsmodeller

Web 2.0 og netværkseffekten

I Web 2.0 er netværket platformen, der udspændes til alle enheder forbundet med netværket. Web 2.0 applikationer leverer software som en konstant opdateret service, der bliver bedre jo flere personer, der bruger det. Web 2.0-løsninger bruger og kombinere data fra multipel kilder, inklusiv fra individuelle brugere, mens det tilbyder dets egne data og services på en måde, som tillader det at blive anvendt og kombineret af andre. Der opnås en netværkseffekt gennem deltagelse af mange personer. Formålet er ikke at vise en side for en bruger, men at kunne indgå i en samlet værdi for brugeren.

Netværkseffekten er et resultat af Metcalfes lov, der siger, at ”værdien af et netværk vokser med kvadratet af størrelsen af netværket.” Dette betyder, at et netværk, der er dobbelt så stort, vil være fire gange så meget værd for dets brugere. F.eks. er en enkelt fax-maskine ikke noget værd, men værdien af fax-maskinen stiger med det samlede antal fax-maskiner på netværket, fordi det samlede antal personer, man kan udveksle dokumenter med, stiger. Dette i modsætning til traditionelle modeller for udbud og efterspørgelse, hvor forøgelse i antallet af en enhed reducerer værdien af denne enhed.

Data giver konkurrencemæssig fordel

Værdien af en Web 2.0 applikation afhænger af, om den giver mulighed for at kombinere de rette data for brugerens skiftende behov. Kapløbet om at eje visse klasser af kernedata er derfor begyndt. Geografiske placeringer, identiteter, kalender over offentlige arrangementer, produktidentifikation er eksempler på disse.

Hvis der er væsentlige omkostninger forbundet med at producere data, kan det give mulighed for at være den eneste leverandør af disse data.

Vinderen kan også blive den virksomhed, der først opnår en kritisk masse via bruger-informationsopsamling og formår at danne en værdifuld service ud fra disse opsamlede data.

Web 2.0 og generation Y

Generation Y er de personer, som er født efter 1980. En af dets karakteristika er, at disse personer er ”indfødte” i internet æraen og ikke immigranter. De bruger søgemaskiner til at finde information, lægger beskeder på chat-steder, nyhedsgrupper og forum, bruger peer-to-peer fildeling.

Det er den generation som mestre web 2.0 og gør det til social-computing. De omdefinerer fællesværdier såsom troværdighed, autoritet, ry, selvregulering og kontrol. Gen-Y’er stoler på den information, som den henter og deler med ligesindede individer i virtuelle fællesskaber og har let ved at bruge værktøjerne til at gøre dette. Disse værktøjer er ikke teknologi for dem, det er nødvendige evner påkrævet i et aktivt socialt liv. Så udover den indholds-centrerede måde som ældre grupper tilgår nettet på, har de også tilføjet en person-centreret brug af teknologierne.

Disse teknologier til personalisering medfører en ændring i de brugerdrevne forventninger til, hvordan teknologier skal hjælpe dem.

Det er den eksterne interaktion med markedet, der giver mulighed for differentiering og derved øget salg og forøget værdi for virksomheden. Dette i modsætning til interne transaktioner som kun kan differentieres på basis af omkostninger

Web 2.0, SOA og Long Tail filosofien

Fremkomsten af avancerede, samarbejdende og interaktive applikationer under bannere for serviceorienteret arkitektur og Web 2.0, har muliggjort fremkomsten af et bredt spekter af nye fascinerende forretningsmuligheder og teknologier. De første generationer af internettet har fortsat en væsentlig indflydelse på den måde som virksomheder kører deres forretning og tjener penge, men det er ikke noget i sammenligning med de muligheder og trusler, som den kommende bevægelse mod SOA og Web 2.0 har mulighed for at give.

Web 2.0 er blandt andet kendetegnet ved begrebet The Long Tail, som blev introduceret af
Chris Andersen (http://www.longtail.com/the_long_tail/). "The long tail” refererer til det økonomiske fænomen, hvor produkter der kun er af interesse for en mindre målgruppe og derved resultere i lav efterspørgsel og lav salgsvolumen samlet kan resultere i et stort aggregeret marked.

Den store samling af mindre markeder kan væsentligt overstige de mere traditionelle markeder som de fleste populære produkter med høj salgsvolumen kan genere. F.eks. genererer Amazon.com større samlet forretning for dets millioner af bøger, der kun sælger få kopier end de gør fra deres top 100 bedst sælgende bøger, der måske sælger ti tusinder af enheder.

The Long Tail i Web 2.0 kontekst drejer sig om, at det er den samlede styrke af de små hjemmesider, der udgør størstedelen af internettets indhold. Dette i modsætning til 90’ernes opfattelse af internettet, som et sted for offentliggørelse ikke deltagelse, hvor størrelse havde betydning og internettet i højere grad blev domineret af førende hjemmesider.

En web 2.0 applikation skal derfor ikke kun fokusere på hovedet, men skal strække sig ud til hele halen. Brug af DoubleClicks service kræver en formel salgsaftale, hvilket begrænser udbredelsen til de største hjemmesider, hvorimod Yahoo!s Overture og Googles Adsense har gjort det muligt at placere annoncering på samtlige hjemmesider. eBay har også gjort det muligt at lave transaktioner for få kroner mellem enkelte individer, hvor den fungerer som en automatiseret mellemmand.

Long Tail drejer sig om de situationer, hvor der er større muligheder i at fokuserer på masser af niche-markeder end en niche i et masse-marked

The Long Tail handler om at opfylde forretningsbehov hos mange nicher, en sådan model vil forøge virksomhedens mulighed for at imødegå behovene hos dets kunder og forretningsenheder.

Handelsskoleteorien om at en organisation kun kan få fordel ved de mange nicher, hvis de har en distribution og lagerstyring, der er omkostningseffektiv, gælder også i denne situation. Det kan kun betale sig at tilbyde mange produkter hvis ekstraomkostninger ved at tilføre, sælge og distribuere et nyt produkt, er meget lave. På samme måde er det kun muligt for en virksomhed at forfølge ideen om the Long Tail it-applikationsudvikling hvis omkostninger ved at udvikle, vedligeholde og implementere individuelle tilbud er begrænset.

Den ændring som SOA og Web 2.0 lover, drejer sig ikke kun om at bruge standarder til at udstille systemfunktionalitet. Det drejer sig i lige så høj grad om, hvordan forretningen opfatter og forbruger it. Mange virksomheder vil skulle gennemgå væsentlige organisatoriske og infrastrukturelle ændringer for at kunne indfri løfterne fra SOA og Web 2.0